Hvordan døde du så?

spurgte fuglen og pudsede sit næb i fjerene. Kaja spekulerede på, om det var et upassende spørgsmål at stille, men det føltes ikke sådan, så hun lod være med at blive fornærmet. Svare kunne hun ikke.

De sad på en gren og dinglede med benene. Der var langt ned, så langt at man end ikke kunne se skovbunden under dem. I stedet var der skyer, roligt svævende og grå. Og der var store tykke stammer, der steg op igennem det nederste skylag og forsvandt igen i det øverste. Det måtte være efterår, tænkte Kaja, for træerne brændte gult og rødt med døende blade.

”Men jeg er da ikke død,” konstaterede Kaja og kiggede op, hvor solen gemte sig bag en grå og overskyet himmel. Det så ud, som om det skulle til at regne netop nu.

– Uddrag fra ansøgningstekst til forfatterskolen for børnelitteratur, 2016