Følg mig på Instagram
Nogle dage er det kun mig og hattifnatterne.
Men andre dage er man en del af en flok. En flok af ugler og unger og aldre og man bager over halvtreds pandekager til morgenmad uden det er nok!
Jeg kan godt lide alenetid med hattifnatterne. Og jeg kan godt lide flokken. I dag fylder den 55 til sammen, for jeg har været så heldig at have en søster i hele tolv år ❤️
Af og til er man ensom, og som forfatter kan vejen til ensomheden nem. Man meget alene, sidder med sine egne ord i sine egne tekster, og mødes kun sjældent med kollegaer.
For det meste. For man kan også skrive sammen med andre.
Det har jeg introduceret mine forfatterspirer for i dag. Og selvom man gerne vil, kan det være svært at skrive sammen. At lukke andre ind i sit skriverum er ikke nemt, men når det lykkes, kan der opstå ret vidunderlige ting.Og der kan blive grinet så stolene vælter!
🌱❤️🌱
Tog der triller gennem grå skyer med mig indeni. Jeg er ikke grå, selvom smilet gemmer sig bag den fine kindfugl fra @magilaboratoriet ❤️
Jeg kommer nemlig lige fra trekløverskolen i Frederikssund, hvor stjetteklasseseleverne gemte på historier om ræsersnegle, lillebrødre til salg og efterlysninger på cheeseburgere, da vi endelig fik afsluttet vores forløb der blev skåret i stykker af nedlukningen.
Dog ikke uden
#huskunstnerordningen og #statenskunstfond samt den magiske @frustokholm der får ting til at ske
(Bare rolig cheeseburgeren blev fundet igen, selvom der både måtte wrestles med koalaer og udloves findeløn)
Fik øje på den allerfineste sidste sommersol på undersiden af de her skyer. Varmt og honningfarvet lys. Nu tåge og tæpper tak 🌻
"For mig hjalp det at skrive om de små ting..." har jeg sagt i et interview til @vielskerboeger børnelitteraturfestivalens artikelserie om at at skrive. Og det passer.
Det kan føles helt umuligt at skrive (eller sige) noget om de store ting. Dem der fylder i maven og brystet og hovedet, gør ondt og viser tænder. Jeg kunne ikke sige noget om de store følelser dengang de var der. Jeg kunne næsten heller ikke bagefter, selvom der var gået år siden at min mor var syg.
Til gengæld kunne jeg skrive om skuffer der binder og den forkerte slags bolsjer. Det var de små ting, der gav mig sproget til at skrive om de store i #kiggernedfalderop. Alle de småbitte ting der bliver vigtige, når gulvtæppet bliver revet væk under en.
Hele artiklen kan læses her, hvor der også er at finde andre artikler om at skrive fra de andre dygtige forfatterspireundervisere
https://bibliotek.kk.dk/nyheder/artikel/tabu-eller-ej
Hvis jeg nu bliver ved med at stirre på skærmen længe nok, så kommer ordene nok kravlende frem af sig selv, ikke?
Og hvis jeg sidder helt stille, kan det være, at de endda stiller sig lige så fint på række i rigtige sammenhængene sætninger. Ellers må jeg vel finde på en anden teknik 🐝
#skrivetid i #hedebølge
Madras på trampolin med bror. Og så endda under svaler ❤️
🌱
Denne uge har jeg indtaget Østerbro bibliotek og omegn sammen med seks skønne skrivespirer.
Vi har i dag arbejdet med tekstens miljø, sanser og omgivelser og dertil hørte en tur i #botaniskhave, hvor der blev skrevet om både uhyggelige sø-monstre, levende træer og bænke med hemmelige knapper. Derefter kanelgifler og hyldeblomstsaft tilbage blandt bøgerne.
🌱
#forfatterspire + #saftevand = ren #skrivelykke
🌱
Tak, blåbær i bakkerne, for alle de lysende hænder
@skov_adele - ikke i skov men i #rebildbakker
En gang imellem er det rart at bruge nogle andres ord, når ens egne er tørret ind og ligger som tørre krummer i bunden af en kagedåse ✏️✂️
#klippeklistre #papirklip
Kæruld og kære drenge nikkende og vandrende på metervis af spagnum. Velvidende at søen ligger under os, under mosset, kærulden, solduggen. Sorte, sure sø som vi går ovenpå. Stålorme, spætter, skovmus. Og os. Tænk engang den findes. Højmosen.
Jeg har ikke mine egne ord nu. Men det skal jeg heller ikke have. I stedet vil jeg lytte. Læse. Være.
#blackouttuesday
Indrømmer gerne at jeg først og fremmest købte Bæreposeteorien om fiktion, fordi den var gul og med bier på, akkurat som jeg selv var den dag. Og i dag. Gul og bier er to ting, jeg som oftest har svært ved at stå for.
Men uanset mine originalt overfladiske motiver er det en perle. I dag har jeg læst den igen - igen - igen.
Igen fordi hver læsning giver mig både en vild lyst til at kaste mig tilbage ud i det, jeg selv skriver og en lille men nagende trang til at stå på en vild eng et sted og samle flyvehavre i en pose, jeg selv har vævet.
#ursulaleguin #bier ❤️
Jeg ser ofte øjne og ansigter i verden omkring mig. Et hul i asfalten med form som en mand med hat. En skorsten, der ligner den smiler, eller en sten med to huller som øjne og en revne som mund.
Men aldrig har jeg følt mig mere begloet end på veje, der går mellem birketræer. De stirrer!
Det er måske noget @jesperfelumbconrad har lært mig. Vi er vel trænet til at se efter ansigter når vi ser på verden. Det kan være.
Men det kan også være, at det er verden, der kigger tilbage på mig? 🌱👁️🌿👁️🌳
Det er okay bare at høre den samme sang igen og igen hele skrivesessionen, ikke? Jeg er i hvert fald forelsket
@elviraskovsang ❤️
Nogle gange, når historierne ikke giver mening, og jeg føler at jeg snubler hen over tastaturet, laver jeg ordkaskader som denne her. Ord der leger med hinanden, ligner hinanden, rækker ud efter hinanden, bliver til hinanden. Så kan jeg som regel lidt igen ❤️
Jeg har på det sidste brugt en del af min karantænetid på at blive bedre venner med min Kindle. Det er gået op og ned. Vi slås lidt om det med batteritid og mangel på bogduft og papir mellem fingrene. Til gengæld fejler ordene ikke noget, og det er ret hyggeligt at dele bibliotek med min bror og forældre og følge med i, hvad de læser. ❤️
Lugten af håndsprit har siden jeg var 11 år med en kræftsyg mor givet mig kvalme. Dengang havde vi håndsprit i alle værelser derhjemme, for at vi ikke skulle blive syge og smitte hende. Det var den lugt der ramte, når man kom gennem de automatiske døre til afdelingen. Alle sygeplejersker lugtede af det. Min mor lugtede af det. Jeg lugtede af det.
Den lugt har været så intenst et minde, at den var med i et af de første brudstykker jeg skrev til #kiggernedfalderop for tre år siden. Det er efterhånden længe siden, og jeg skrev om noget helt andet, end det vi står i nu, men er det ikke det magiske ved kunst? Det bliver ved med at være relevant på nye måder hele tiden. Og min sprit-kvalme forsvinder nok ikke foreløbig.
De glemte et mellemrum, men jeg sætter pris på det alligevel. Mest fordi det var et virkelig pænt træ, de havde valgt, og der var en gynge i det, som man sad fremragende i ❤️